| Retur | Brandts Klædefabrik
i Odense. |
|
Fredag
den 4. november arrangerede Århus Kunstakademi en tur til Brandts Klædefabrik
i Odense. Vi så
Jessica Stockholder, som fyldte de nye rum på Brandts. Vi havde mange
gode diskussioner om værket, som ved nærmere gransken er utrolig
komplekst: hun arbejder stedsspecifikt og forholder sig til det
arkitektoniske rum, det udendørs rum (som ses gennem vinduerne):
dagslyset og de omgivende huses farver og størrelser, materialesammenstød,
farvepåvirkninger/perception osv. Ellers
var der to gode, men meget forskellige fotoudstillinger: Inger Lise
Rasmussen: Rå Rum og Carl de Keyzer: ZONA Hans
Peter Kuhn præsenterer en lys- og lydinstallation. Ved at opleve til
lyden og ved at blive ledt rundt i sparsomt belyste ”veje”, mindes
man steder man har besøgt: storbyer uden nærmere præcisering, men det
grid-agtige mønster leder tankerne hen på New York´s vejnet. Tekst
og foto Else Ploug Isaksen
Efter
turen til Brandt, spurgte jeg (Else Ploug Isaksen) på Grundskolen, Århus
Kunstakademi om der ikke var nogen af de studerende, som kunne tænke
sig at skrive en tekst om udstillingen af Jessica Stockholder. Katrine
Thøgersen tog opgaven til sig og her er teksten i sin fulde længde: Fungerer
Jessica Stockholders installation på Brandts klædefabrik? Omtrent
sådan har jeg opfattet ordlyden på den opgave, vi har fået til denne
tirsdag. Da vi endnu ikke har haft farvelære, er det en opgave, som jeg
ikke føler at jeg er kompetent til at give et fagligt funderet bud på.
Hvordan skal jeg uden nogen redskaber kunne vurdere et dybt
gennembearbejdet farveprojekt? Men det er måske netop vores lærers
mening, at vi skal forsøge at sætte ord på vores oplevelse for at
aktivere vores forforståelse af farver inden det næste forløb om
netop farvelære sætter i gang? Ud
fra denne vinkel på opgaven, vil jeg gerne forsøge at sætte nogle ord
på min oplevelse som beskuer. For at kunne gå i dybden med dette forsøg,
vil jeg holde mig til et enkelt element i udstillingen. Det yder på
ingen måde retfærdighed overfor kunstnerens udstilling som helhed, men
jeg vurderer, at det vil blive for omfattende og samtidig overfladisk at
kommentere på alle hendes mange kvadratmeter udstilling. Jeg vil forsøge
først at beskrive og dernæst at vurdere. Inden
ekskursionen til Odense, var vi blevet forberedt på karakteren af dette
særlige værk, nemlig at det var en installation, hvor fokus var lagt på
farve og rum. Derfor var der ikke noget overraskelseselement i det som sådan
for mig, da vi trådte ind i kunstnerens udstillingsrum. Alligevel
forundredes jeg over sammensætningen i hendes installation. Det første
element man som beskuer støder på, når man træder ind, er en
forunderlig sammensætning af genkendelige produkter, som to reoler spændt
ud mellem to vægge over nogle neonrør samt elradiatorer i to planer.
De sidste placeret oven på en stor hvid, rektangulær kasse. Ved siden
af denne var der placeret en klynge af sofaborde, som vi kender dem
bedst med kakler osv. Oven på disse var der igen placeret noget pels
samt maling og noget elektrisk lys. Reolen var af metal og bemalet i en
lysende grøn neonfarve. Den lå vandret og svævede i luften, idet den
var spændt ud med ”klatresnor” i blå og grønne farver mellem de
to vægge. I modsætning til nogle af de andre elementer i udstillingen,
fornemmede jeg ikke at denne del forbandt rummet udenfor med rummet
indenfor. Til gengæld blev der skabt forbindelse mellem vægge og gulv
samt en leg med modsætningen mellem lethed og tyngde, moderne
elektriske hjælpemidler og hjemlig dansk hygge, neonfarver og
jordfarver, forbrug og nøjsomhed, lodne og glatte overflader, stærkt
og svagt lys, virkeligt lys og elektrisk lys. Kunstneren
appellerer i hendes værk til mange forskellige sanseoplevelser, hvilket
bevirker, at man som beskuer bliver påvirket rent fysisk og samtidig må
forundres. Farvesammensætningen er på én gang traditionel og
”ny”, og bliver brugt eksperimenterende i forhold til formerne i
installationen. Jeg oplevede at den neongrønne farve forsøgte at ophæve
tyngden i reolerne. Den øverste reol var ikke transparent og virkede
derfor lukket og tung i modsætning til den nederste, hvor de store
mellemrum mellem hylderne skabte lethed. ”Klatresnorenes” grønne og
blå farver hører vel også til de mere æteriske og lette. Neonrørene
skabte en stærkt lys henover de 40 elradiatorer. Neonrør ses oftest
placeret i loftet, men her var de altså sænket ned i øjenhøjde, hvor
de skabte skygger i reolerne og blågrønne nuancer på radiatorerne.
Alle de grønne farver blev vejet op af nogle få røde flader, både i
bordenes kanter og i nogle lampers fødder. Bordben, elradiatorer, tæppe
og kasse var holdt i forskellige hvide nuancer. Helhedsindtrykket
af farven i denne del af installationen levede godt op til titlen:
”White Light Laid Frozen”, især understreget af det kolde og frosne
lys i neonrørene. Min viden om elradiatorernes funktion (varmeskabere)
kunne ikke hamle op med det stærke blåhvide lys, som havde fået magt
i denne del af installationen. Størsteparten af den resterende del af
udstillingen stemte nok mere overens med udstillingens titel nummer 2:
”Bright Longing and Soggy up the Hill”. Bright betyder: blank, klar,
funklende, lys og strålende, og her: at der er knald på farverne. Og
farverne blev også klarere og stærkere, desto længere man bevægede
sig ind i rummene. Installationerne og titlerne på dem rammer dansk
mentalitet og miljø meget præcist, tror jeg. Det nordiske kolde og
frosne lys og vores længsel efter farver. Soggy betyder gennemblødt,
pjasket, våd, opblødt, træg og tung. Sådan bevæger vi os tunge og
gennemblødte op af ”the hills”. Det er netop ikke bjerge vi
bestiger, men bakker. Jessica Stockholder er selv fra Canada, som
ligeledes ligger mod nord, men hvor både klima og geografi er mere
ekstremt nordisk og frossent end det er i Danmark. Jeg kan ikke lade være
med at fornemme en hvis ironi i hendes tilgang til Danmark. De elementer
hun har udvalgt fra vores kultur er bl.a. leverpostejsbakker, lavthængende
lamper (som de varmelamper der hænger i vores grisestalde), drivhuse,
kakkelborde osv. Alligevel fornemmer jeg også hendes respekt, fx når
hun anbringer en knaldorange ”bøje” i et hav af petroleumsblå. Fra
loftet sænker hun en petroleumslampe med orange skærm ned. De to
komplementære farver står smukt op imod hinanden, og som beskuer med
en historisk bevidsthed, får jeg associationer til bogen ”Fiskerne”
skrevet af Hans Kirk. En bog som netop skildrer et meget barskt miljø,
hvor mennesket er afhængigt af naturen, og derfor også er underlagt
dens luner. For
mig at se er der ikke meget tvivl om, at Jessica Stockholders primære
interesse er farverne. Farverne henter hun i det lokalområde, hvor hun
laver sit værk. Og idet hun udvælger de elementer som skal indgå,
tror jeg også hun medtænker en hvis symbolik. Et indhold som går bag
om farvefladerne. Men værket er så åbent indenfor dette område, at
der overlades rigeligt med ”tomme huller”, som beskueren selv kan
udfylde, hvis han/hun ønsker at analysere og fortolke på værkets
eventuelle symbolik. Rammerne er i virkeligheden så vide og hullerne så
tilsvarende store, at man på ingen måde kan kalde hende styrende. Det
kan man måske kalde et postmodernistisk træk ved Stockholder eller også
kan man stille spørgsmålstegn ved om hendes projekt går videre end
til en teknisk leg med farverne. Selv synes jeg hun formår at mestre både
form og indhold. En spændende og absolut udfordrende udstilling. Katrine Thøgersen
Jessica
Stockholder på Brandts Tidligere
oplevelser med installationskunst farer
over nethinden på vej til Odense. De
fleste bliver rubriceret under kategorier som kedelige, meningsløse
eller uforståelige. Nå,
måske er det også siden med fordomme; så jeg vil se udstillingen med
et åbent sind. Vi
kommer ind i et meget stort rum med forskellige ting. –En kæmpe gul
kasse hænger under loftet, ophængt i forskelligt farvede snore, -
rigtig mange radiatorer er stillet op på række (konkursbo??),- en
meget stor hvid ”kasse” med hvid skrift, --- WAUW,
nogle flotte farver på gulv og vægge,- Utallige
”sølv/kobber” leverpostej bakker (den lille)
hænger fra loftet belyst af lysstofrør. En
stor bunke jord, med nogle turkise borde og noget pels anbragt. På
gulvet er der malet en stor klat orange, en væmmelig grøn, en lilla,
med en lampe placeret tæt over gulvet. – kvalme!! På Væggen
før overgangen til det næste rum, er der malet en smuk blå på
gulvet, med en varm gul nedover, der flyder fra væg til gulv. En (fhv.)
petroleumslampe hænger tæt på gulvet.En lidt mørkere grønlig gul
oppe på væggen skaber illusion af skygge fra lampen. Vi
ledes ind til det næste rum med en intens flot ultramarinblå ”catwalk”. Det næste
rum er præget af store flotte farveflader på gulv og væg. I
rummet hænger 3 glashuse over hinanden – i aluminiumslisterne spejler
gulvets og væggenes forskellige farver sig, - vekslende med din egen
placering i rummet. Rummet
kræver tid og fordybelse for at give den fulde oplevelse. Oplevelsen
vokser i takt med opdagelsen
af samspillet med farverne og formerne udenfor de store vinduesflader. Tilbage
til det første rum- , hvor tingene også er vokset sammen med verden
udenfor. Prøv lige at se den farve der….,den form derovre giver jo
mening sammen med……., gad vide om den farve der er valgt p.gr. af
den der farve i det hus der overfor… Hold
da helt op for en flot oplevelse. Fremover
vil” installationskunst” blive kategoriseret anderledes i mit hoved. Der
er ingen tvivl om at formidling og fortolkning fra erfarne undervisere
og medstuderendes iagttagelser er med til at skabe en god opklevelse. Ulla
Holt Poulsen, Grundskolen hold A
|
|
