|
Ansøgningsskema til basisuddannelsen
Ansøgningsskema til meritgivende moduler

3 studerende fra keramisk afdeling
arbejder på Incuba Science Park frem til 16 december. De fortolker
input fra brugerne af Incuba, og denne usædvanlige dialog, som bliver
udtrykt i keramiske skulpturer, kulminerer i en udstilling på netop
Incuba sidst i januar 2010.
 |
Der
arbejdes med begrebet 'balance' i en af øvelserne i
efterårest workshop 'Den røde tråd' på keramisk afdeling.
En workshop der satte fokus på den kreative process som netop
er den gennemgående 'røde tråd' i hele uddannelsen. |
KERAMISK FAGSKOLE
PRÆSENTATION Keramisk Fagskole tilbyder en omfattende håndværksmæssig og kunstnerisk uddannelse inden for det keramiske formsprog. Keramisk Fagskole henvender sig derfor til alle, der søger inspiration og faglig indsigt i arbejdet med ler og glas som kunstnerisk udtryk. Uddannelsen består af en etårig basisuddannelse og en toårig videreuddannelse. Desuden er der mulighed for at tage en etårig overbygning. I løbet af uddannelsen præsenteres eleven for så bred en vifte af lerarter og arbejdsteknikker som muligt. Gennem dette møde med materialer og bearbejdningsmetoder gives den enkelte elev de bedste muligheder for at finde og udvikle sit eget keramiske udtryk.
FAGSKOLELÆRERE Faste lærere er keramikerne Kim Holm, Helle Hansen og Kjeld Slot. Undervisningen i glas varetages af glaskunstner Marianne Buus, digital billedbehandling af grafiker Bo Mølgaard, gips af Henrik Vedsted Pedersen, skulpturel keramik af Jørgen Hansen og Barbro Åberg.
VÆRKSTED Vi har et veludstyret værksted med værkstedsplads og drejeskive til hver elev samt el- og gasovne, rakuovne og glasovn. Du får en nøgle til værkstedet og forventes at bruge skolens faciliteter uden for den almindelige
undervisningstid.

TIMEPLAN Undervisningen ligger i tidsrummet kl. 9.15 – 14.45. På basisuddannelsen er der undervisning mandag – torsdag. På videreuddannelsen er der undervisning fire dage om ugen de første syv uger af hvert semester; derefter undervises der to dage om ugen. På overbygningen er hver elev tilknyttet en kunstnerisk konsulent, der giver individuel vejledning to timer om måneden.
INDHOLD
BASISUDDANNELSEN Basisåret er en håndværksmæssigt opbyggende periode inden for grundlæggende teknikker i formgivning, bearbejdning og brænding.
1. og 2. semester er opdelt i moduler med hver sit tema, såsom
- klassisk keramik / drejning
- eksperimentel keramik
- stofkendskab
- glasuropbygning
- tegning
- glas
- gipsstøbning
- Photoshop
- Eget projekt
Der veksles mellem frie og bundne opgaver, mellem egne og fælles projekter. Der indgår kunsthistoriske foredrag, ekskursioner og evt. studierejse. Semestrene afsluttes med en udstilling af eget projekt.
VIDEREUDDANNELSEN Den toårige videreuddannelse giver i højere grad eleven mulighed for selvstændigt arbejde og fordybelse i det personlige udtryk. De første syv uger af 3., 4. og 5. semester er der undervisning af gæstelærere. Tema og materiale afhænger af den enkelte lærer. Herefter er der to dage om ugen individuel vejledning, gennemgang og kritik på elevprojekter. Vejledningen tager afsæt i den enkelte elev og omfatter emner som
- Formsprog
- Kunst i det offentlige rum/udsmykning
- tegning
- individuel glasuropbygning
- ovnbygning
- brændingsmetoder
- gæstelærerforløb

Der er kunsthistorisk foredrag en gang om ugen.
På uddannelsens 3. eller 4. semester har du mulighed for, i samråd med fagskolens lærere, at planlægge studieophold af en til to måneders varighed på en af skolens andre afdelinger: maleri, grafik, skulptur eller medie. Perioden kan også bruges som en værkstedspraktik hos en etableret kunstner, og/eller samarbejde med f.eks. Internationalt Keramisk Center Guldagergård i Skælskør, Kunsthøgskolen i Bergen, Gerrit Rietveld Akademiet i Amsterdam eller kunstskolen Metafora i Barcelona.
I løbet af 5. og 6. semester er der fire fælles gennemgange af alle projekter sammen med fagskolens lærere. Uddannelsen afsluttes med en bedømmelse af dit afgangsprojekt og din arbejdsproces, foretaget af fagskolens lærere og af eksterne censorer.
OVERBYGNINGEN Uddannelsens 7. og 8. semester er i høj grad baseret på det personlige forskningsprojekt og det eksperimenterende arbejde med keramikken. Du arbejder derfor meget selvstændigt, men har en af fagskolens lærere som kunstnerisk konsulent. Sideløbende med arbejdet på fagskolens værksted opfordres du til at udbygge dit faglige netværk og at forberede dig på opbygning af eget værksted.
Overbygningen på Keramisk Fagskole er tillige et tilbud for elever fra andre keramiske uddannelser.
OPTAGELSE For optagelse på Keramisk Fagskoles basisuddannelse stilles ingen krav om faglige forudsætninger, men vi forventer et aktivt, fagligt engagement i et tæt, inspirerende og dynamisk arbejdsmiljø. Der er optagelse og studiestart to gange årligt. Ansøgningsskema sendes til Århus Kunstakademi. Før endelig optagelse bliver du indkaldt til en kort samtale, hvor du bedes medbringe eksempler på egne arbejder: tegninger, fotos af keramik eller andet.
Det er muligt at søge direkte ind på videreuddannelsen hvis du har deltaget i afdelingens meritgivende undervisningsmoduler indenfor klassisk keramik, skulpturel keramik, gips, glasuropbygning, Photoshop og eget projekt.
Elever med grundskoleuddannelsen fra Århus Kunstakademi kan efter deltagelse i meritgivende undervisningsmoduler fortsætte på videreuddannelsen.
Keramisk Fagskoles basisår forbereder dig til videreuddannelsens andet og tredje år eller til optagelse på en anden videregående uddannelse, fx Danmarks Designskole i København eller Glas- og Keramikskolen på Bornholm.
|