|
Århus Kunstakademi er en
privat selvejende institution, der beskæftiger sig med
undervisning og formidling af kunst, kunsthåndværk og
kunstteori. Siden starten i 1963 har akademiet spillet en vigtig
rolle for uddannelsen af kunstnere og kunsthåndværkere, først
i Studsgade i det indre Århus og siden 1971 i den nedlagte J.E.
Schmalfeldts Tobaksfabrik på hjørnet af Vestergade og Grønnegade,
stadig midt i storbyen. Bygningskomplekset rummer bygninger fra
det tidlige 1700-tal, fra 1800-tallet og fra 1900-tallet –
bindings- værksbyggeri, klassicisme og typiske industribygninger
fra omkring 1900, foruden en mindre tilbygning fra 1920’erne.
Undervisningslokalerne bærer naturligvis præg af bygningernes
historie og er derfor alle forskellige men forandres løbende
for at kunne opfylde nye behov.
I dag består Århus
Kunstakademi dels af en basis- og fagskole, der i et fireårigt
forløb tilbyder en klassisk kunstnerisk uddannelse dels af
kursusafdelingen med en række kortere kurser. På basis- og
fagskolen er der omkring 110 studerende og på kursusafdelingen
omkring 1100 kursister hvert år. Desuden råder Århus
Kunstakademi over et børneværksted, hvor omkring 200 børn
hvert år får introduktion til og erfaring med de kunstneriske
processer. |